Forskning og samarbejde
Undervisningen på Arkitektur og Landskab udføres af vejledere og forelæsere med forskningspraksis, tegnestuepraksis, og kunstnerisk praksis. Underviserne er uddannet i arkitektur, landskabsarkitektur og kunsthistorie, og indgår i samarbejder både nationalt og internationalt.
På programmet vægtes en tæt tilknytning til alle former for praksis; Forskningen som programmets undervisere udfører, er en vigtig bestanddel af undervisningen, både som kunstneriske metoder og anvendelsen af begrebsdannende teori. Der er tæt kontakt med tegnestuer, både gennem faglig dialog, master classes og tegnestuebesøg med studerende. Der er også en tæt dialog med kommuner og andre centrale, samfundsmæssige aktører, som også spiller en vigtig en rolle i programmets semesteropgaver. Endelig er der en betydningsfuld dialog med udøvende kunstnere, som bidrager til programmets undervisning, gennem workshops og præsentationer, af både praksis, værker, og metodiske refleksioner.
Programmet har en tæt relation til forskningsklyngen Landskab og trækker på forsknings- og undervisningskompetencer herfra.