Job og karrieremuligheder
Uddannelsen fra Arkitektur og Landskab giver muligheden for at arbejde både som arkitekt og landskabsarkitekt, og kvalificerer til medlemskab i både Akademisk Arkitektforening (MAA) og Danske Landskabsarkitekter (MDL). Kandidaterne opnår særlige kompetencer i at indgå i tværfaglige samarbejder, og til at kunne håndtere sammentænkningen af bygning og landskab.
Programmets kandidater er stærke fagligt, analytisk og kunstnerisk, og kan føre et arkitektonisk og landskabsarkitektonisk motiv og en æstetisk tilgang gennem en proces fra idé til udførelse. De får ofte arbejde hos danske og internationale arkitekt- og landskabstegnestuer med skarpe faglige profiler, eller skaber deres egen praksis. De er også at finde i kommuner, og er godt rustet til en karriere på hele by- og landskabsområdet. En del vælger at gå videre med forskning og kunstnerisk praksis.