Ny chef for Studieadministrationen
Det Kongelige Akademi får ny chef for Studieadministrationen. Det bliver Trine Eltang, der fra den 1. februar skal bestride stillingen.
Trine Eltang har solid ledelseserfaring fra uddannelsesområdet og kommer fra en stilling som kontorchef på DTU i Kontoret for Studieudvikling. Trine har tidligere været studiechef på IT-Universitetet. Det er blandt andet udsigten til at arbejde med de mere kunstneriske uddannelser, der tiltaler hende. Hun er cand.mag. i klassisk arkæologi og kunsthistorie. ”Det er som at komme tilbage til mit udgangspunkt og min store interesse for kunst og kultur. Jeg glæder mig til at blive en del af en mindre uddannelsesinstitution med høje ambitioner, siger Trine Eltang.
Erfaring med reformer og udvikling af uddannelser
Trine Eltang har håndteret flere reformer på uddannelsesområdet og har fx indgående kendskab til sammen med fagmiljøer at udvikle uddannelser. Og så har hun flere års erfaring som leder af et kontor med stort set samme antal medarbejdere som i studieadministrationen på Det Kongelige Akademi. ”Jeg har prøvet lidt af hvert, når det gælder arbejdet med studieadministration på videregående uddannelser. Jeg glæder mig til at blive en del af Det Kongelige Akademi og til at hilse på medarbejderne i studieadministrationen,” siger hun.
Svend Lawaetz, prorektor er meget tilfreds med ansættelsen og ser frem til samarbejdet med Trine, der blev ansat efter en grundig ansættelsesproces med meget kvalificerede ansøgere. ”Trine vil som meget erfaren leder både kunne sikre driften i studieadministrationen sammen med medarbejderne, understøtte fremtidige udviklinger på uddannelsesområdet og bidrage til styrkelse af den samlede ledelse.”