Nyt forskningsprojekt vil skabe arkitektur med græs og bygge bro til landbruget
Et nyt forskningsprojekt, ledet af professor Isak Worre Foged, har sammen med partnere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet, modtaget 14 mio kr. i en InnoCCUS missionsdrevet bevilling fra Innovationsfonden. Formålet er at udvikle kompositbyggematerialer og bygningselementer baseret på kløvergræs fra landbruget og reststrømme fra papirindustrien (lignin).
Ambitionen er at undersøge og udvikle bygningsdele for lagring af den CO2 der naturligt opsamles i græs. Udover lagring af CO2 undersøges materialernes potentiale for termiske og akustiske egenskaber, der øger værdien af råmaterialet og bygningers bæredygtige potentiale.
Projektet, GrassCO2mposites, samler en kreds af universiteter, virksomheder og formidlingsorganisationer. CEMAS – Center for Material Studies ved Det Kongelige Akademi – Institut for Arkitektur og Rum – er lead på projektet og har et særligt ansvar for udviklingen af de græsfiberbaserede byggekomponenter. Her forskes der i nye analyse-, design- og fabrikationsmetoder med henblik på at afprøve materialerne i alt fra isolering, til akustiske elementer og potentielle facadeanvendelser.
'Der ligger et enormt potentiale i at undersøge og anvende græsfibre i bygninger. Med et partnerskab hvor vi kan udvikle fibre, bindere og elementer, fra fibre til form, vil vi udvikle bygningsdele fra ekspressive facadekomponenter og akustiske elementer til standardiserede skillevægspaneler,' siger Isak Worre Foged, professor og leder af CEMAS.
Et restprodukt fra landbruget kan gøre byggeriet mere klimavenligt
Baggrunden for projektet er en hypotese om, at græsbaserede materialer kan udvikles med specifikke tekniske og æstetiske egenskaber til fremtidens byggeri. I Danmark og store dele af Europa dækker græsmarker betydelige arealer, og særligt kløvergræs spiller en central rolle i udviklingen af et mere bæredygtigt landbrug. Som flerårig afgrøde bidrager kløvergræs til at reducere behovet for gødning og pesticider, mindske kvælstofudvaskning og opbygge kulstof i jorden – samtidig med at det producerer store mængder biomasse.
I projektet udnyttes kløvergræsset til både mad og materialer gennem grøn bioraffinering. I grøn bioraffinering udvindes græsprotein til foder og fødevarer, og samtidig produceres en fiberrig restfraktion, som i dag går til biogas, hvorefter kulstoffet ender i atmosfæren med det samme. I GrassCO2mposites opgraderes denne reststrøm til højværdimaterialer i byggeriet. Dermed kobles landbrug, fødevareproduktion og byggesektor i en ny værdikæde, hvor kulstof først optages i marken og derefter lagres i langtidsholdbare byggematerialer.
'Det her handler ikke bare om nye materialer – det handler om at koble land og by i én kulstofkæde. Kløvergræs er en af de mest miljøeffektive afgrøder vi har til at fange CO₂, og med grøn bioraffinering kan vi både producere protein til fødevarersektoren og lagre resten af kulstoffet i bygninger. Når kulstoffet bliver i materialerne i stedet for at ryge tilbage i atmosfæren, begynder vi reelt at skabe negative emissioner. Det er ganske enkelt en smartere måde at bruge vores areal på,' siger Morten Ambye-Jensen, lektor og leder af Circular Bioeconomy Cluster ved Aarhus Universitet.
Stærkt samarbejde mellem forskning og industri
Projektet samler et tværfagligt partnerskab på tværs af hele værdikæden fra landbrug til byggeri, med centrale forskningspartnere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Det Kongelige Akademi.
Ved Aarhus Universitet leder Morten Ambye-Jensen forskningen inden for landbrug og bioraffineringsteknologi. På Københavns Universitet varetager Emil Engelund Thybring arbejdet med biomaterialeteknologi, mens Brian Jacobsen står for de samfundsøkonomiske analyser. Det Kongelige Akademi bidrager gennem CEMAS med forskning i materialer fra fibre til formgivning og fabrikationsprocesser.
På industrisiden deltager arkitektvirksomheden Vandkunsten, ingeniørvirksomheden Bollinger+Grohmann, byggemarkedet Davidsen, materialeproducenten Pond Bio Resins, agroindustrien Vestjyllands Andel og bioraffineringsvirksomheden Green Protein. Derudover står We Build Denmark og Klimafonden Skive for yderligere interessent kontakt og arrangementer for hhv. byggesektoren og landbrugssektoren.
Dermed skaber projektet en ny ramme for samarbejde, hvor arkitektur, materialeforskning, landbrug og industri udvikles i tæt samspil.
'For Det Kongelige Akademi giver projektet mulighed for at opbygge og styrke strategiske samarbejder på tværs af sektorer i Danmark og forankre arkitektfaglig viden direkte i udviklingen af fremtidens materialer og værdikæder i byggeriet,' siger Mathilde Serup, leder af Institut for Arkitektur og Rum.
Projektet starter den 1. juni 2026 og løber over 3½ år.