Kandidatprogram præmieres af Foreningen Hovedstadens Forskønnelse
Kandidatprogrammet Kulturarv, Transformation og Restaurering ved Institut for Bygningskunst og Kultur har modtaget en af Foreningen Hovedstadens Forskønnelse årlige præmieringer for dets forbilledlige måde at arbejde med bevaring og udvikling af det byggede miljø.
På kandidatprogrammet undervises og forskes der i bæredygtig bygningskultur med fokus på teknisk beherskelse og historisk indsigt, og foreningens præmiering af et studieprogram er en helt særlig anerkendelse, da den normalvis kun uddeles til fysiske bygninger i hovedstaden.
Begrundelsen lyder:
”De studerendes fundament er stærkt. De har lært, at de står på skuldrene af andre, de kender traditionen og materialerne, forstår teknikken og har fået benhård træning i at se og sanse også arkitekturens immaterielle kvaliteter: sted, ånd og atmosfære. Det kommer os andre til gode, når de studerende fra Kulturarv, Transformation og Restaurering slippes ud i landet for at bygge bedre i en hovedstad, der bærer historien i sig.”
En særlig anerkendelse
"Det er en sjælden fin anerkendelse at et studieprogram og det aftryk kandidaterne sætter, bliver præmieret for at gøre en positiv forskel på vores byggede miljø. En forskel, der udspringer af programmets særlige fokus og tilgang til bevaring og udvikling af den eksisterende bygningsmasse.", siger institutleder på Institut for Bygningskunst og Kultur, Arne Høi.