Ny lærebog skal fremme en bedre dansk byggeskik

Dato
Kategori
Samarbejde og erhverv

Kongstanken i 'Teknik og Arkitektur – mod en bedre byggeskik' er, at gode og holdbare byggerier er skabt ud fra en samlet vurdering af materialebrug, byggetekteknik, æstetik, kontekst og levetid. Bogen er skrevet af forskere fra Det Kongelige Akademi og udgives i samarbejde med Arkitektforeningen. 

Når Det Kongelige Akademi og Arkitektforeningen udgiver lærebogen: 'Teknik og Arkitektur – mod en bedre byggeskik'  er det ud fra en vurdering af, at den måde vi bygger på i dag har store æstetiske og byggetekniske udfordringer. Men æstetik og byggeteknik er ikke hinandens modsætninger - derimod er de tæt forbundne. 

Bæredygtighed er en grundpræmis
Bogen, som er støttet af Grundejernes Investeringsfond, er en grundlæggende indføring i, hvordan arkitekter kan arbejde ud fra en fornyet viden om god byggeskik, hvor bæredygtighed er en grundpræmis. 

Hovedforfatter bag bogen, professor Anne Beim, håber, at den kan give inspiration til studerende og praktikere, og at den vil bidrage til mere langsigtede løsninger i dansk byggeri:

” Vi skal være bedre til at tænke i sammenhænge i byggeriet på tværs af skala, lovgivningsområder og levetidsscenarier, hvis vi skal skabe byer og huse, der holder i fremtiden. Tiden kalder på, at vi bygger på måder, som vi etisk kan stå inde for og at alle påtager sig deres del af ansvaret, så arkitekturen kan blive værdsat i mange år," siger hun. "Derfor er målet med bogen, at vise veje til en bedre byggekultur, hvor teknologi, ressourcer, miljø, kontekst, byggeskik og æstetik er tænkt samlet – både når vi bygger nyt eller skal forny vores eksisterende bygninger”.

Bogen trækker på ny forskning fra Akademiet og fokuserer på, hvordan byggeriets processer og materialeforbrug kan blive mindre CO2-belastende. Det kan fx ske ved at forstå de mange led, der udgør den samlede byggeproces og ved vurdering af ressourceforbrug, miljøaftryk, og holdbarhed.

Foto: Jens V. Nielsen
Foto: Jens V. Nielsen
Foto: Beat Bühler

Revideret udgave af succesrig publikation
Bogen er en revideret genudgivelse af ’Teknik og arkitektur – mod en bedre byggeskik år 2000’. Den blev udgivet i 1995 af et hold arkitekter fra det daværende Institut for Byggeteknik ved Kunstakademiets Arkitektskole, hvor professor, arkitekt Boje Lundgaard stod i spidsen for pionerarbejdet. Den genudgives nu med nye arkitektureksempler, der afspejler den forløbne tids udvikling, forskellige arkitektoniske værdier -  og de nye krav der stilles til byggeriet i dag.

Publikationen har vist sig langtidsholdbar og levedygtig som undervisningsmateriale og inspirationskatalog for både studerende og praktikere indenfor byggeriets fagområder, herunder på Arkitektforeningens efteruddannelse og kurser i byggeteknik, og Arkitektforeningen har bidraget til redigering og indhold af den reviderede udgave.