Job- og karrieremuligheder
På 'Kompleksitetshåndtering i Praksis' uddanner vi arkitekter som er meningsskabere og beslutningstagere, der kan gøre reelle forskelle for en verden der har brug for bedre balancer.
Vi mener man bliver en bedre arkitekt af at praktisere arkitektur. Vi uddanner først og fremmest arkitekter, der kan tænke og handle selvstændigt og i samarbejde med andre i mange forskellige sammenhænge med deres faglige ståsted.
Efter tre års studier på ‘Kompleksitetshåndtering i Praksis’, har man fået de værktøjer med sig, der gør en i stand til at stille de relevante spørgsmål, at udføre de relevante analyser, at tænke i og udvikle kunstnerisk og karakterfuld arkitektur. Vi uddanner bygningsarkitekter, men med en baggrund hvor man vil være særlig kvalificeret til at indgå i samarbejder med landskabsarkitekter, byrumsarkitekter og byplanlæggere.
Vi hjælper vores studerende til at får praktikpladser på førende tegnestuer og de mest ambitiøse kommuner og organisationer i ind- og udland. Når man også har gennemført en overbygning på et af vores kandidatprogrammer, vil man som arkitekt være meget vel rustet til at gøre en forskel i verden.