Watershore Habitat
Havniveaustigninger og oversvømmelser i kystnære byzoner er en global udfordring, der kun bliver større. Men gemmer der sig blandt faresignalerne også et potentiale for et bedre byliv?
Projektet Watershore Habitat består af nyskabende former for kystsikring, der passer ind i landskabet og skaber bedre betingelser for de mennesker, der bor i de udsatte områder. Det er skabt i opposition til eksisterende byplanlægning, der enten lukker øjnene for udfordringerne, eller forfalder til at ”beskytte” borgerne med stadig højere kystmure.
Projektet udfordrer synet på oversvømmelser ved at se det som fænomener, mennesket kan leve i samklang med. Havets økosystem af planter og dyr indgår i en symbiose med den menneskeskabte by. I stedet for at se vandet som en fjende, indgår dets livgivende potentiale i byplanlægningen.
Projektet fremviser et dynamisk arkitektursyn bestående af en lang række typologier som redningsbåde og kritisk infrastruktur. Fællestrækket er synet på vand som et potentiale, ikke en fjende, der skal holdes væk fra byerne.