Wetlands
Kan man forestille sig en praksis, hvor arkitektur løbende udvikler sig dynamisk i stedet for at munde ud i et færdigt, uforanderligt objekt? Wetlands afsøger muligheder for en selvforsynende arkitektur, der er sammenvævet med geologi og natur og stiller sig åben for både fortolkning og forandring.
Gennem tegning, collage og relief udforsker Wetlands øen som symbol på fremtidens bosætning i en oversvømmet verden. Øen er et mikrokosmos, hvor relationer mellem mennesker, landskab og materialer kan kortlægges og genopfindes.
Projektet fungerer både som spekulative kort og æstetiske afprøvninger. Spor af bosætning, energi og fællesskab væver sig ind i hinanden i jagten på et formsprog, der rummer det uforudsigelige. Skalaer smelter sammen, fra bakteriekolonier til vidtstrakte landskaber, og grænsen mellem natur og kultur opløses. Arkitekturen viser sig som en levende dynamik, der giver plads til forskelligartede udtryk og sætter planetens behov først.