hænder holder to trækævler

Fra tømrer til forsker – jagten på nye anvendelser af Danmarks oversete ressourcer

Dato
Kategori
Forskning og innovation

Da Jerry René Petersen begyndte som tømrer og senere bygningskonstruktør, var forskningsverdenen ikke én, han havde forestillet sig at være en del af. Men efter ti års arbejde som entreprenør voksede en nysgerrighed frem: Hvordan kan vi bruge materialer bedre – og hvad gemmer der sig i de ressourcer, vi overser i dag? Netop de spørgsmål blev startskuddet til hans rejse ind i forskningen og en erhvervs‑ph.d., der i dag kredser om potentialet i dansk løvtræ.

'Jeg har nok hele tiden følt, at jeg ville noget mere,' fortæller han. Da kandidatuddannelsen Arkitekturen Teknologi i 2022 startede, blev det hans mulighed for at udvide sit faglige ståsted, uden at skulle begynde forfra:  'Jeg havde brug for at komme tættere på materialerne. De andre kandidatuddannelser uddannelser kom for langt væk fra det taktile,' forklarer han. 

Person på træværksted smiler mod kameraet
Jerry Petersen

På kandidatstudiet blev arbejdet med de historiske kanonbådsskure hurtigt afgørende for Jerry René Petersens retning. Skurene, som er bygget af bådbyggere under materiale- og vidensmangel i 1820’erne og 18’30erne efter Englandskrigen repræsenterer en intuitiv og situationsbestemt byggelogik, der i dag kan virke nærmest radikal.

'Det er et enormt innovativt og læringsrigt byggeri. De brugte materialerne ud fra deres iboende kvaliteter – ikke ud fra standardiserede løsninger,' siger Jerry René Petersen. 

Konstruktionerne er fleksible og samvirkende, i modsætning til konventionelle tømmerkonstruktioner, som ofte overdimensioneres for at undgå bevægelse. Den forståelse af materialets egen logik har præget hele hans videre arbejde.

Løvtræ – en glemt ressource i en tid med materialemangel

Studiet åbnede hans øjne for, at fortidens byggeskikke rummer mange svar på nutidens udfordringer: ressourceknaphed, overforbrug og behovet for biogene materialer. 

Under arbejdet med træ som materiale stødte Jerry René Petersen første gang på hybridlærk – en træart, der plantes som ammetræ for at skærme og hjælpe andre arter, men som sjældent bruges til andet end flis, når det fældes. 

'Det er rent restmateriale, der bare bliver betragtet som brændsel. Det syntes jeg var vildt interessant.'

Hånd på to stykker træ

Hans interesse for disse ammetræer førte til kontakt med Skovbrugsvirksomheden Dalgas, som senere indgik som partner på hans nuværende erhvervs-ph.d. Kernen i hans ph.d.-projekt er det danske løvtræ, særligt bøg, ær og eg. Og her ligger et paradoks: Bøg er den mest udbredte løvtræsart i Danmark, men bruges næsten ikke i bærende konstruktioner. Det meste ender som flis til varmeværker.

'Vi har en masse træ, vi ikke bruger til varige formål, men samtidig står vi i en tid med ressourceknaphed og stigende efterspørgsel på træ. Det spændingsfelt er enormt. Der er millioner af kubikmeter om året. Hvis vi bare kan finde anvendelse for 2-5 procent, så rykker det noget,' siger han.

Gennem erhvervssamarbejdet har Jerry René Petersen adgang til skovdata, praksisviden og mulighed for at følge træet gennem hele livscyklussen. Særligt interessant er det såkaldte tyndingstræer – de mange tusinde træer, der fjernes undervejs, mens skoven vokser. Ud af 4.000 træer på en hektar er det måske kun 100, der ender som høj-kvalitetsstammer. Resten bliver Anvendt hovedsageligt til energi: 

'Jeg kan følge træet fra, at det bliver plantet, til det bliver fældet. Det giver en helt anden forståelse,' mener Jerry René Petersen. 

Fra skoven til værkstedet – og et år i ventetid

Jerry René Petersen arbejder aktuelt med 300 udvalgte træer, der er fældet til projektet. De skal opskæres på savværk og derefter tørre et helt år, før han kan begynde at bygge prototyper. Den langsomme proces står i kontrast til en byggebranche, der typisk arbejder med højt tempo og højt ressourceforbrug. 

'Det er noget af det, jeg godt kan lide ved træ. Det går langsomt. Der ligger en naturlig tålmodighed i materialet. Det taler ind i noget, vi mangler – tålmodighed og eftertanke,' siger han. 

Han arbejder derfor både med historisk litteratur, skovdata og praktiske tests. Målet er at udvikle prototyper, der kan demonstrere materialets potentiale – og samtidig være realistiske at skalere: 'Jeg skal ikke lave et nicheprodukt. Det skal kunne produceres i større mængder, hvis det skal gøre en forskel.'

Jerry René Petersen ser sin baggrund fra entreprenørbranchen som en klar fordel: 'Jeg bruger strukturen, planlægningen – og mine sociale evner. Et projekt som det her handler lige så meget om forskning som at engagere mennesker.' Han beskriver sig selv som generalist: dybt nysgerrig, men afhængig af et stærkt fagligt netværk. 'Jeg har brug for mennesker omkring mig. Det gør projektet bedre.'

En fokusgruppe af eksperter skal senere i projektet være med til at evaluere prototyper og pege på realistiske veje til produktion. Tredje år afsluttes med både opskalering og afhandling.

For Jerry René Petersen er projektet mere end en akademisk øvelse. Det er et forsøg på at give noget tilbage til en branche, han stadig føler sig knyttet til: 'Jeg føler virkelig, at jeg har muligheden for at bidrage til fremtidens byggeri og skovbrug.'