Den nye arkitektuddannelse i Kalundborg slår dørene op
Den 29. september åbnede arkitektuddannelsen i Kalundborg dørene for interesserede borgere, som kunne benytte lejligheden til at se nærmere på de første studieprojekter, der allerede tager livtag med deres by og dens omgivelser. Borgmester Martin Damm bød velkommen.
Det Kongelige Akademi har nu også aktive arkitektstuderende i Kalundborg.
Det blev manifesteret ved Åbent Hus i fredags, hvor det første hold arkitektstuderende præsenterede deres første projekter til interesserede borgere i Kalundborg. Uddannelsen er allerede i fuld gang med at engagere sig direkte i det lokale samfund og den spændende udvikling, der finder sted i Kalundborg.
”Vi kan allerede mærke jer. I kigger ud, er udadvendte og vil være med til at præge vores by, der er i gang med en enorm vækst. Vi byder jer velkommen, og så vil jeg sige en ting: Bland jer i byens udvikling,” sagde Martin Damm, Kalundborgs borgmester, da han sammen med Jakob Brandtberg Knudsen, dekan på arkitektur, bød velkommen til åbningen.
Studieprojekter med Kalundborg i centrum
De studerende fremviste studieprojekter, der omhandler fire vigtige bygninger i byen: stationsbygningen, Lindegården – Kalundborg Museum, den femtårnede kirke, Vor Frue Kirke samt Det Maritime værksted.
På arkitektuddannelsen i Kalundborg kommer de studerende til at give mulige svar på, hvordan vi kan forme og udvikle vores byer, landskaber og bygninger, så de bliver både bæredygtige, attraktive og inkluderende. Den nye arkitektuddannelse i Kalundborg har til huse i stationsbygningen, der åbnede for det første hold af studerende i år. Over de næste par år bliver alle årgange på uddannelsen fyldes ud.