Midler fra forskningsreserven til Det Kongelige Akademi
Den politiske aftale om forskningsreserven for 2024 er landet. I aftalen er der afsat en flot særbevilling til de kunstneriske uddannelser, med 2 millioner kr. til Det Kongelige Akademi.
Aftalen er en bredt forlig indgået af regeringen og samtlige øvrige partier i Folketinget, og afsætter bl.a. 6 millioner kr. til forsknings- og udviklingsprojekter inden for bæredygtigt design og arkitektur, der kan være med til at understøtte den grønne omstilling.
Midlerne er fordelt med 2 millioner til henholdsvis Det Kongelige Akademi, Arkitekskolen Aarhus og Designskolen Kolding, der hver især tilrettelægger forsknings- og udviklingsaktiviteterne inden for deres respektive formål.
”Jeg er super glad for, at politikerne igen i år med en særbevilling til arkitektur og design har lyttet til os og markerer, at disse fagområder har en vigtig betydning for den grønne omstilling, " siger rektor Lene Dammand Lund. "Vi har stort fokus på at medvirke til den grønne omstilling på akademiet. En bevilling på forskningsreserven er en fantastisk anerkendelse af vores arbejde og den forbedrer ikke mindst vores mulighed for at arbejde med kunstnerisk udviklingsvirksomhed, som vi ikke kan søge det statslige tilskudsprogram om midler til”.
Aftalen om forskningsreserven er vedtaget bredt i Folketinget.
"…Vi er glade for, at de kunstneriske uddannelser får midler til at forske i bæredygtigt design og arkitektur. Den grønne omstilling handler nemlig om hele vores samfund”, siger forskningsordfører Christina Olumeko (ALT).