Forskning og samarbejde
Kandidatuddannelsen i konservering er tæt forankret i instituttets forskningsaktiviteter. Vi forsker i en bred vifte af materialer og undersøger deres nedbrydning, holdbarhed og levetid ved hjælp af avancerede analyser og teknologi, som giver specialiseret indsigt og dyb materialeforståelse.
Forskningen danner grundlag for udviklingen af forebyggende strategier og konserveringsbehandlinger, der gør det muligt at beskytte og bevare genstande, værker og præparater for fremtiden, som både enkeltgenstande og hele samlinger.
Som kandidatstuderende får du mulighed for at arbejde med de aktuelle udfordringer, som kultur- og naturarven står overfor i dag, herunder bæredygtighed, sikkerhed og klima. Du arbejder med forskningsbaserede problemstillinger og anvender moderne metoder under vejledning af erfarne forskere og undervisere.
Mange specialer udføres i samarbejde med eksterne institutioner som museer, arkiver og biblioteker, der stiller samlinger, bygninger eller specialiseret udstyr til rådighed eller formidler aktuelle konserveringsudfordringer. Disse samarbejder giver dig mulighed for at kombinere forskningsbaseret viden med praktisk erfaring og bidrage til udviklingen af bæredygtige løsninger for fremtidens bevaring og formidling af kultur- og naturarv.