50 år med konserveringsuddannelse i Danmark
I år har Det Kongelige Akademis konserveringsuddannelse 50 års fødselsdag. Det fejres 10. november, når samarbejdspartnere og konservatorer fra hele landet mødes til fest på Holmen.
Det bliver en festlig dag, når konserveringsuddannelsen fejrer sin 50 års fødselsdag, men uddannelsen blev i sin tid grundlagt på en dramatisk baggrund: I 1966 oversvømmede floden Arno Firenze, med katastrofale følger for renæssancebyen. Uvurderlige kunstværker og historiske arkivalier flød bogstavelig talt rundt i gaderne, og konservatorer fra hele verden iværksatte hjælpeaktioner for at redde så mange kulturarvsgenstande som muligt. I Danmark inspirerede det til at formalisere uddannelsen af konservatorer og Det Kongelige Danske Kunstakademis Konservatorskole, som det hed dengang, blev oprettet den 30. maj 1973.
Konservering med nye løsninger på klimaforandringer
I dag er uddannelsen vigtigere end nogensinde: Hyppigere skybrud og oversvømmelser, tørke, øgede temperaturer og mere ekstremt vejr gør at vi i stigende grad oplever skader på kultur- og naturarv. Professionen har udviklet sig fra kun at diagnosticere, analyse og konservere den nedbrudte kultur- og naturarv til også at risikovurdere og forebygge skader forårsaget af klimaforandringer. Forskning i bevaring og udvikling af ny teknologi accelererer og er drivkraft til bedre løsninger, når vores fælles fortid skal bevares til fremtiden. Konserveringsarbejdet er videnskabeligt forankret i UNESCO’s Verdensarvskonvention fra 1972 og FN’s 17 verdensmål.
Det Kongelige Akademis konserveringsuddannelse
Det Kongelige Akademis konserveringsuddannelse består i dag af en naturvidenskabelig bachelor- og en kandidatuddannelse, samt mulighed for at tage en ph.d.-grad, der uddanner til det videnskabelige, professionelle og praktiske arbejde inden for bevaring. Uddannelsen ligger på Esplanaden i København, og skal på længere sigt flytte ud på Holmen, som huser arkitekt- og designuddannelserne.