Regeringsudspil: Flere studiepladser til arkitekter i Kalundborg

Dato
Kategori
Uddannelse og studieliv

Nyt uddannelsesudspil fra regeringen lægger op til at uddanne arkitekter med særligt fokus på byplanlægning i Kalundborg. Udspillet skal nu drøftes af folketingets partier. 

Regeringen har netop lanceret et udspil om flere uddannelser uden for de store byer. Udspillet er en del af regeringens fokus på større balance mellem land og by, og indeholder flere initiativer på uddannelsesområdet. Helt konkret planlægger regeringen at uddanne arkitekter med særligt fokus på byplanlægning i Kalundborg.   

Uddannelses- og Forskningsministeriet har orienteret Det Kongelige Akademi om, at den planlagte nye uddannelse skal udbydes af Det Kongelige Akademi. Indfasningen af den nye uddannelse skal være påbegyndt inden 2025. 

10 % dimensionering undgås
Detaljerne kendes endnu ikke, men udspillet handler om en kombination af 120 nye studiepladser og 120 pladser der flytter fra København. Det betyder samtidig, at Det Kongelige Akademi ikke vil blive omfattet af en 10 pct. dimensionering, som der ellers er lagt op til på universiteterne og de videregående uddannelser i de fire største byer. 

Arkitekter skal skabe attraktive by- og landområder i Danmark
”Det er meget positivt, at regeringen vil satse på flere arkitekter i fremtiden, da der er brug for kompetencer, som kan være med til at løfte den grønne omstilling og skabe attraktive by- og landområder i hele Danmark.  Vi hilser et tættere samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner, kommuner, regioner og erhverv velkomment. Kalundborg er allerede i gang med udviklingen af et godt studie- og vidensmiljø og vi ser frem til at kunne bidrage med netop vores uddannelse og forskning,” siger rektor Lene Dammand Lund.  ”Vi er selvfølgelig stærkt optaget af at sikre, at der fortsat er en høj kvalitet i alle vores uddannelser og at der samtidig er fokus på den undervisning og forskning og kunstneriske udvikling, vi allerede har i København og på Bornholm. Vi forudsætter derfor også, at der følger den nødvendige finansiering med udspillet. De nærmere detaljer skal drøftes, når udspillet er vedtaget og vi kender rammer og præmisser.”

Artiklen er opdateret med følgende 31.05.2021:
Hvad kan udspillet betyde for Det Kongelige Akademi?
Tallet på 240 studerende i Kalundborg er senere korrigeret, så der er tale om et tal, der svarer til et optag på ca. 70 hvert år i femårig periode og dermed samlet set kommer til at udgøre ca. 300 studerende, når der tages højde for et muligt frafald. Halvdelen af pladserne vil være nyoprettede og halvdelen vil være pladser, der hidtil har været udbudt i København.