Diplomuddannelse i Strategisk Design og Ledelse

Brug design som strategisk ledelsesværktøj

Vil du styrke din evne til at lede komplekse forandringsprocesser, arbejde strategisk med design og skabe reel værdi i organisationer?

Diplomuddannelsen i Strategisk Design og Ledelse giver dig konkrete metoder, værktøjer og strategisk forståelse, som kan omsættes direkte i din hverdag – uanset om du arbejder i en privat virksomhed, offentlig organisation eller som konsulent.

Organisatorisk forandring og udvikling gennem design – Videreuddannelse inden for ledelse

På uddannelsen bevæger vi os i krydsfeltet mellem strategi, organisation og ledelse med et gennemgående fokus på designteori og -praksis. 

Vi tilbyder på tværs af uddannelsens moduler vores deltagere de analytiske og praksisnære værktøjer, de skal bruge, for at drive, lede og engagere sig i innovative, meningsfulde forandrings- og udviklingsprocesser. 

Modulerne kan også søges som enkeltmoduler – det er ikke en forudsætning, at de tages i rækkefølge. 

Dette får du ud af uddannelsen

 

  • Du lærer at bruge designmetoder i kombination med redskaber inden for projektledelse og procesfacilitering.
     
  • Du får træning i at anvende et bredt repertiore af metoder til planlægning og styring af projekter i forskellige organisatoriske sammenhænge.
     
  • Du bliver præsenteret for teknikker og metoder inden for design og innovationsteori med fokus på organisations- og forretningsudvikling
     
  • Du får redskaber til at facilitere projekters processer til brug i gruppearbejder, workshops og  netværksopbygning.
     
  • Du bliver klædt godt på til at sikre forankring og ejerskab til projekter i relation til både interne og eksterne interessenter. 
     
  • Du lærer at analysere vilkår og rammer for projekters planlægning, gennemførsel og implementering.

Hvem er diplomuddannelsen for:

Diplomuddannelsen er for alle, der arbejder med udviklingsprocesser, innovation og brugerinddragelse. 

Du kan for eksempel være konsulent, manager, projektleder eller underviser. Uanset om du er i starten af karrieren eller har flere års erfaring, kan diplomuddannelsen i Strategisk Design og Ledelse bidrage med nye kompetencer i designmetoder i kombination med redskaber inden for projektledelse, procesfacilitering og innovationsledelse.

Diplomuddannelsen er relevant for dig, der arbejder med:

 

  • ledelse, projekt‑ eller procesfacilitering
  • design, innovation og organisationsudvikling
  • forandrings‑ og udviklingsprojekter i private eller offentlige organisationer

Typiske deltagere er designere, konsulenter, ledere, projektledere, arkitekter, antropologer, HR‑ og udviklingsmedarbejdere.

Sådan er uddannelsen opbygget (ECTS, moduler, fleksibilitet) 

Diplomuddannelsen i Strategisk Design og Ledelse er en videregående, erhvervsrettet uddannelse, som du kan tage på deltid. Hele forløbet svarer til et års fuldtidsstudium eller 60 ECTS-points.

Uddannelsen er modulopbygget. Du kan tage modulerne i den rækkefølge, der passer dig - når det passer dig, undtagen afgangsprojektet, som forudsætter, du har taget de foregående moduler.  

Diplomuddannelsens opbygning

Uddannelsens struktur

Uddannelsen har fire hovedmoduler, som hver giver 10 ECTS-point, et valgmodul, som giver 5 ECTS point og et afgangsmodul, som giver 15 ECTS point

  • Modul 1: Design, Strategi & Organisation
  • Modul 2: Design, Proces & Facilitering
  • Modul 3: Design, Inddragelse & Samarbejde
  • Modul 4: Design, Ledelse & Relationer

Modul 5 er et valgfag og vi udbyder forskellige, du kan vælge imellem. De er alle på 5 ECTS-point. 

Valgfag, som du kan vælge mellem: 

  • Modul 5: Design & Retorik
  • Modul 5: Design, Rum & Didaktik
  • Modul 5: Design & AI

Uddannelsen afsluttes med et afgangsprojekt på 15 ECTS. 

Se illustration: uddannelsens_opbygning.pdf 

Undervisning – praksisnær og anvendelig

Uddannelsen er baseret på seminarer, og undervisningen veksler mellem forelæsninger, diskussion, workshops og gruppearbejder. Vigtigst af alt, bliver undervisningen relateret til og forankret i din egen virkelighed og de arbejdsopgaver eller udfordringer, du sidder med. Det betydninger, at du kan bruge uddannelsen direkte i din hverdag. 

Gennem undervisningen inddrager vi konkrete cases og sætter teori og empiri i samspil med dine konkrete erfaringer fra praksis. Diplommodulerne bygger på et flerfagligt grundlag af ledelses- og organisationsteori, procesfacilitering, designmetode-, designproces-studier og design management.

Undervisere med forskningsbaggrund 

På Diplomuddannelsen møder du både undervisere, der er ansat ved Det Kongelige Akademi og eksterne nationale og internationale gæsteforelæsere fra både forskning, private virksomheder og offentlige organisationer. Underviserne er alle forskere ved Det Kongelige Akademi. Desuden trækker uddannelsen på designmanagers og projektledere fra fremtrædende design- og innovationsorienterede virksomheder.  

Sprog

Undervisningen foregår primært på dansk, men du kan forvente engelske tekster i pensum. Opgaver kan afleveres på dansk, norsk eller svensk.

Eksamen

Alle diplommoduler afsluttes med en skriftlig opgave, hvorefter hele diplomuddannelsen afsluttes med en diplomafhandling. Modul 1-3 og 5 bedømmes med intern censur, og modul 4 og 6 bedømmes med ekstern censur.

Klar til at bruge design strategisk i din organisation?

Se de aktuelle moduler længere nede eller kontakt os på update@kglakademi.dk og hør mere om, hvordan diplomuddannelsen kan passe ind i dit arbejdsliv.

Adgangskrav og optagelse

For at blive optaget på et diplommodul er det et krav, at du har gennemført en relevant adgangsgivende uddannelse, som mindst er på niveau med en erhvervsakademiuddannelse eller en relevant videregående uddannelse gennemført som et fleksibelt eller reguleret forløb

Derudover skal du kunne dokumentere, at du har mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende eksamen. (jvf. bekg. nr 933 af 13/06/2022)

Optagelse på uddannelsen sker på baggrund af en vurdering af din uddannelsesmæssige baggrund, erhvervserfaring og dine muligheder for at anvende uddannelsen i dit aktuelle arbejde.

Pris og betaling
Prisen for hvert diplommodul fremgår af infoboksen på modulsiderne. Prisen dækker undervisningen, læsemateriale og forplejning på seminarerne. I nogle tilfælde kan der komme ekstra udgifter til bogindkøb. 

Betingelser for afbestilling og aflysning samt refundering af undervisningsgebyr

28 dage før undervisningsstart er tilmelding bindende. Afmelder man sig mere end 28 dage før undervisningsstart refunderes deltagerbetalingen. Afmelding er først gældende, når en bekræftelse er modtaget. 

Ansøgning og optagelse
Du søger om optagelse gennem det elektroniske ansøgningsskema, som du kan finde under de enkelte diplommoduler. Ansøgningsfrister for de forskellige moduler udmeldes løbende på det enkelte diplommodul.